Efterklange
"I Danmark er jeg født" - hjemme igen
Tre piger efterladt
Torsdag morgen begyndte vor hjemrejse. Og vi blev nødt til at efterlade Anne, Julie og Sigrid.
Så begyndte vi at køre nordpå igen. Vi fik en tidlig morgen eftersom vi gerne ville af sted kl. 9. Eftersom bussen ikke kunne køre helt hen til hotellet, blev vi nødt til at gå lidt. Og bussen skulle pakkes på en meget trafikeret gade midt i Budapest. Men det gik og vi kom af sted.
Det blev dog uden Anne, Julie og Sigrid. Ikke fordi vi ikke ville have dem med. Det ville vi meget gerne. Det var heller ikke fordi, der var sket noget, men simpelt hen fordi deres familier kom og hentede dem i Budapest for der at fortsætte deres ferie. (Vi fik senere en sms fra Sigrid, hvor hun fortalte at de var på vej til vores kurbad. Det syntes vi var meget uretfærdigt.) Det var dejligt at sætte sig ind i en bus med aircondition eftersom det allerede var et godt stykke over 30°. De første timer i bussen var meget stille. Ved middagstid holdt vi ind på en rasteplads, hvor vi fik spist lidt brød og pålæg. Derefter begyndte vi lige så stille at vågne op og efter endnu et stykke tid i bussen og en dvd, gik snakken og sangen lystigt igen. Man kunne måske forledes til at tro, at der ikke sker så meget i en bus, når man ”bare” sidder. Men det er ikke korrekt. Nogle piger fik lært en ny sang, andre ”piger” fik sat hår i en kunstfærdig frisure, der blev tegnet, der blev læst og der blev snakket.
Ved 19-tiden var vi endeligt nået til Freital, hvor vi skulle overnatte. Og denne gang gik indtjekningen meget smertefrit. Alt lå parat på forhånd. For første gang havde hotellet faktisk brugt den indkvarteringsliste, vi havde sendt på forhånd, og der skulle slet ikke udfyldes noget som helst. Skønt!!! Vi var ret sultne på det tidspunkt og vi fandt derfor frem til en Sub-way, hvor de (med sved på panden) sørgede for at vi alle 32 fik noget at spise. Da vi kom tilbage til hotellet (nogle gik en ”genvej”) fik vi lov til at låne et mødelokale, hvor vi kunne hygge lidt sammen. Pigerne syntes det skulle være pyamas-hygge, så det blev det. Vi blev underholdt med skønsang fra Julie, Sara og Cille og vi fik også lov til at høre ”svinekorets” ungdomsafdeling ”kor-muh”. Og så havde tanterne bestemt, at nu var det pigernes tur til at blive underholdt af dem. Så vi inviterede til cirkus, hvor man bl.a. kunne opleve en fodjonglerende Lone, Mogens som både tryllende danser og fantastisk jonglør – og sidst men ikke mindst – Willy som modig løvedomptør med 4 meget farlige tanteløver.
Derefter sagde vi godnat og da Mogens og Lone gik rundt og sang godnatsang, lå de fleste piger allerede.
Fredag morgen kom vi af sted allerede kl. 8.30. Chauffør Per havde fortalt at han ville køre udenom Hamburg i stedet for igennem byn, for at undgå alt for meget trafik (Og det viste sig at være et godt valg. Vi fik vidt at der på et tidspunkt var 28 km kø i Hamburg) Også denne morgen var der ret stille i bussen til at begynde med. Med få pauser kørte og kørte og kørte vi. Hen ad formidden begyndte vi at vågne lidt op. Også denne dag blev der sunget, flettet hår, snakket og hygget. Og vi fik set hele to dvd'er. Og så, pludseligt, sagde Per: Så er vi i Danmark om 5 minutter.
Lige udenfor Esbjerg skete det så. Det begyndte at regne! Og der var kun 19° - for første gang (i hvert fald mens airconditionen i bussen har virket) var der varmere i bussen end undenfor. Det var ikke kun himlen, der fældede tårer. Også inde i bussen begyndte de at trille på Sara og Rikke, de to piger, hvis lange korkarriære nu for alvor er over. I hvert fald som sangere i Konservatoriets Pigekor. Forhåbentligt fortsætter de i andre kor, hvor de så end må ende. Lone holdt tale og takkede pigerne, for deres flotte indsats, tanterne, Mogens og Laura og ikke mindst Per, der har kørt og sikkert både sydpå og hjem igen.
Da vi kom til konservatoriet stod der forældre og søskende og ventede med paraplyer og Dannebrog. Det så meget festligt ud. Og så blev der krammet til den store guldmedalje. Det var et dejligt gensyn med vore familier.
Da vi havde fået alt ud af bussen skulle der siges tak og farvel. Og traditionen tro fik de to afgående piger lov til at vælge sang. Og også de var tro mod korets tradition og valgte "I Danmark er jeg født". Den blev sunget smukt i silende regn og med tårende trillende ned ad kinderne på flere, end Rikke og Sara. Lone sagde igen mange tak for en flot indsats til pigerne. Og så skulle der krammes igen. Denne gang var det os, de rejsende, der skulle sig tak og farvel og ønske hinanden god sommerferie.
En dejlig rejse er til ende. Vi har kørt ca. 3524 km i Europa, gennem Danmark, Tyskland, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og så samme vej tilbage igen. Vi har sunget, hygget, arbejdet hårdt, spist godt (næsten hele tiden), leet, grædt og haft det alle tiders.
Tak til alle jer piger. I har været alletiders at være på tur sammen med. I har virkelig holdt humøret højt også når temperaturen har været høj og maven tom. Det har været skønt at rejse sammen med jer.