Solosang
Anne Mette Balling er klassisk sanger, uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun i 1996 tog Musikpædagogisk Diplomeksamen og i 1999 debuterede fra Solistklassen.
Inden da studerede hun ved Musikvidenskabeligt Institut på Århus Universitet fra 1986-1991.
Anne Mette har haft en lang karriere som freelance sanger og været solist i mange forskellige sammenhænge med bl.a. barokorkestre med speciale i opførelsespraksis, landsdelsorkestrene, div. kammerensembler, pianister og organister mm.
Hun har gennem tiden sunget en mængde operaroller bl.a. på Den Ny Opera i Esbjerg og Den Fynske Opera og musikalsk, stilistisk set formået at spænde vidt fra Händel over Mozart til Wagner og moderne opera.
Hendes hovedinteresse, som sanger, har dog primært ligget inden for kammermusikken, Lied- og oratoriegenren og hun har hér skabt sig en helt særlig profil.
Som underviser har Anne Mette Balling også været aktiv i mange år.
I 1998-2000 var hun ansat som timelærer i sang og pædagogik på Det Jyske Musikkonservatorium, og siden 2008 har hun været fastansat ved Haderslev Musikskole. Sideløbende har hun i perioder undervist på Løgumkloster Kirkemusikskole og Syddansk Musikkonservatorium.
I 2012 blev Anne Mette tilknyttet Konservatoriets Pigekor i Esbjerg, hvor hun nu under Esbjerg Sangakademi underviser pigerne i solosang. Ligeledes, siden 2013, har hun været fast tilknyttet sanglærer for Haderslev Domkirkes Pigekor under Haderslev Sangakademi. Endvidere underviser Anne Mette på MGK-syd.